Vælg en side

Hjælper det dig eller skader det dig, når du klager over dit arbejde?
Den barske virkelighed er, at selv de mest eftertragtede job fra tid til anden, kan medfører stress og frustration, og nogle gange ofte dagligt. Det kan føles naturligt at komme hjem og lufte denne frustration overfor den, der er tættest på eller er klar til at lytte, og det kan føles godt, mens vi gør det.

Mange mennesker spekulerer dog på, om denne tilgang gør mere skade end gavn. Giver klager over arbejdet os et sundt afløb for frustrationer, eller forstærker det vores stress?

Der findes flere forskellige teorier om emnet. Mange mennesker frygter, at hvis de gemmer deres negative følelser om stress på jobbet i en flaske, kan de være tilbøjelige til at give udtryk for disse følelser på det forkerte tidspunkt eller det forkerte sted – f.eks. på chefens kontor eller foran kolleger – og at det er et sundere og mere praktisk alternativ, at give luft til en forstående lytter i sit eget hjem.

Andre mener, at klager er en måde at sprede negativitet på, og at det er en meget bedre strategi at fokusere på de positive ting eller at distrahere sig selv.

Heldigvis har forskere analyseret disse spørgsmål og kan kaste lys over virkningerne af at klage over jobstress, så du kan lære fakta og se, hvad der virkelig fungerer bedst for dig.

Argumenter der taler for at klage over arbejdet

Her er et par grunde til, at det kan være en god idé at klage over arbejdet overfor sine kære derhjemme.

Det kan føles godt i øjeblikket

Det kan føles rensende for sjælen at brokke sig lidt over kolleger, chefer, kunder og den daglige rutine.

Det kan føles befriende at lukke det hele ud, når du har holdt frustrationerne inde i en hel dag eller uge.

Det kan være meget tilfredsstillende i sig selv at give slip på disse følelser.

Hjælper os til at føle os hørt og støttet

At have nogen, der vil lytte og bekræfte dine følelser, kan hjælpe dig til, at føle dig tættere på den pågældende person og hjælper os til at føle os mindre stressede generelt ved at vide, at vi har mennesker i vores liv, der forstår, hvad vi går igennem, og som bekymrer sig om os.

At klage over arbejdet kan hjælpe en gruppe af kollegaer til at føle sig mere forbundet, især hvis de alle oplever samme stress på jobbet. Nogle gange ønsker vi bare, at nogen skal give os et stort kram og fortælle os, at vi gør et godt stykke arbejde, især hvis vi ikke får meget positiv feedback på selve arbejdet.

Kan føre til løsninger

At diskutere problemer med andre kan altid føre os til løsninger, som vi måske ikke selv ville have tænkt på, og det gælder især i forbindelse med stress på jobbet. Der er mange tilfælde, hvor en kollega kan have en løsning, som vi ikke umiddelbart kan se. Der er andre gange, hvor en interesseret udenforstående kan finde et svar, som vi ikke lige havde tænkt på, fordi vi er for fordybet i problemet.

Mere sikkert end at miste tålmodigheden

Mange mennesker føler, at de risikerer at miste tålmodigheden, hvis de holder deres følelser inde. Det er en ret berettiget bekymring. Ingen ønsker at gå rundt og være så frustreret, at de mister besindelsen eller siger de forkerte ting på ubelejlige tidspunkter, så det føles langt mere pragmatisk at klage og lufte sine frustrationer.

Argumenterne der taler mod at klage over arbejdet

Der er mange ulemper ved at klage, som måske gør det værd at løbe risikoen at føle sig frustreret og presset. Følgende grunde, er gode grunde til, at det bare ikke lønner sig at lade klager blive en vane.

Det kan sprede negativitet

Negativitet er ligesom en virus yderst smitsomt. Det betyder, at hvis du klager overdrevent meget, kan du hurtigt sprede dit dårlige humør, hvilket igen betyder, at dine omgivelser også kan blive mere negative og føde det tilbage til dig selv og gøre dig endnu mere negativ.

Det, man kan tage med herfra, er, at du skal være forsigtig med, hvor meget du klager, og til hvem du gør det.

Negativitet kan omprogrammere din hjerne

Dette kan lyde alvorligt, og det er det også. Enhver vanetænkning eller adfærd kan blive lettere at gentage, og at klage er ikke anderledes end at tage en bestemt rute til arbejde eller at recitere alfabetet: jo mere du gør det, jo mere automatisk bliver det. Hvis du har for vane at klage over arbejdet, bliver det mere automatisk at bemærke det negative, og samtidig mere udfordrende at bemærke det positive, der også er i livet for os alle.

Det kan skade dit omdømme

Du føler dig måske knyttet til dine kolleger, hvis du søger støtte i dit behov for at lufte ud, men kronisk brok kan komme tilbage og hjemsøge dig. Du kan få et ry som en negativ person eller som “en det ikke vil spille med på holdet”. Det kan skabe fjender, hvilket generelt kan forværre din oplevelse på arbejdspladsen – det sted, hvor du til at begynde med føler dig frustreret.

Falsk positivitet kan hurtigt afsløre dig, hvis den virker påtvunget, men det er aldrig en dårlig idé at være forsigtig med din negativitet på jobbet.

Det virker ikke

Selv om det kan føles som en behagelig følelse i øjeblikket at brokke sig, kan det faktisk gøre ting værre for dig i det lange løb. Det skyldes til dels, at det at udtrykke vrede faktisk kan gøre den stærkere, ikke svagere.

Tanken om, at du er nødt til at lufte vreden, ellers bliver den ophobet og skal frigives til sidst, er en myte. Det kan være mere effektivt og mindre destruktivt, hvis du lader dig selv køle af, samle tankerne og udtrykke din vrede på ikke-aggressive måder.

Det kan skade dit helbred

Fordi klager sætter os i en stresset sindstilstand, sætter vanemæssig klager os i samme type risiko som kronisk stress. Når sindet opfatter en trussel (som det f.eks. sker, når vi minder os selv om, hvor dårlige tingene er på arbejdet), udløses kroppens stressrespons, og der sker en kaskade af ændringer, som hjælper os til at kæmpe eller flygte. Hvis denne fysiske respons udløses gentagne gange og konstant, kan det medføre en lang række negative virkninger på det fysiske og følelsesmæssige helbred.

Hvad man skal gøre i stedet

Heldigvis findes der proaktive coping-strategier ud over at klage, som er mere effektive til at lindre stress uden de negative konsekvenser.

Skriv dine klager eller brok i en notesbog

Du kan brokke dig til en god ven eller veninde, men det gavner ingen af jer. Til gengæld kan du med stor fordel skrive om dine følelser i en notesbog. En notesbog kan hjælpe dig med at bearbejde dine følelser og give mening til det, du føler, og den kan hjælpe dig med at give slip på frustrationerne meget nemmere. Forskning viser flere fordele i forhold til sundhed og velvære, ved at bruge en notesbog til at fjerne diverse spændinger og udfordringer.

Brok dig lidt, og ret så fokus det rette sted hen

Hvis du allerede nu har for vane at brokke dig, kan du hurtigt “fange dig selv” i at gøre det og derefter flytte fokus til et andet sted, og så tænke eller tale om noget, som gør dig glad. Måske du skal starte med et lille ”øf” for lige at slippe af med de værste spændinger, men derefter må du bevidst omdirigere dit fokus til nogle mere positive emner.

Klag til den rigtige person

Alle klager er ikke kun dårlige. Hvis du klager pænt til en person, der rent faktisk kan hjælpe dig, kan du måske forbedre din situation. Hvis du f.eks. har en situation på arbejdet, der giver konstant stress, kan det hjælpe dig med at løse problemet i stedet for blot at holde det ud, hvis du taler med en fra personaleafdelingen.

Næste gang du klager, så spørg dig selv: Er der noget, der kan gøres, og klager jeg til den rigtige person?

Klag, og find derefter ud af problemerne

Hvis du klager over noget, som du selv kan ændre, er du måske den helt “rigtige person” at klage til, hvilket betyder, at du kan gøre din bekymring og den tid du bruger på det, til en brainstorming-session og undersøge, hvad du selv har mulighed for at ændre. Så brug frustrationen som motivation og foretag positive ændringer, når du kan.

Øv dig i mindfulness

De, der er i stand til at blive længere i nuet – det vil sige fjerne sig fra stress over tidligere begivenheder eller dyrke bekymringer om fremtidige udfordringer – klager også ofte langt mindre. Dette gør mindfulness til et effektivt værktøj at praktisere.

Du kan øve dig i mindfulness på mange forskellige måder, men en enkel måde at starte på er, at fokusere på din vejrtrækning – lytte til den, når du trækker vejret ind og ud, og samtidig fokusere på, hvordan det føles i brystet. Så næste gang du oplever, at du stresser over fortiden eller fremtiden, så sæt dig for dig selv, og lav åndedrætsøvelser.

Find og øv dig på andre stressreducerende metoder

Hvis du finder andre stressreducerende metoder der, virker for dig, kan det hjælpe dig til at føle dig meget mindre oprevet over de udfordringer, du står over for på arbejdet. Det kan give dig mere modstandskraft og en større glæde i dit liv.