Vi har nok alle sammen hørt det populære udtryk, at latter er den bedste medicin der findes, men er det nu også helt i orden, i disse corona-tider eller er det helt malplaceret?
De fleste psykologer ville sige ja. Så absolut. Også selvom det er svært og der er rigeligt at bekymre sig om. Men humor hjælper folk med at få følelsen tilbage af kontrol i en meget ukontrollerbar verden lige nu, og humor hjælper os med at komme i kontakt med andre mennesker, og det er to ting som vi har været foruden i snart lang tid. For nogen mere end andre.
Alt imens der på ingen måder er noget at grine af, i forhold til det som vi alle gennemgår lige for øjeblikket med hensyn til covid-19, så fortæller videnskaben med al tydelighed, at det at flytte fokus fra alt det triste, til sjove oplevelser, skøre videoer, gode historier og dårlige vittigheder, måske lige præcis er det som vi har brug for netop nu, for at lette noget af den frygt og bekymring, som mange af os går med lige nu og på daglig basis.
Selv ensomheden for rigtig mange, især ældre, er efterhånden blevet en næsten lige så stor fjende som covid-19, og for hver dag der går, bliver den mere og mere overvældende. Så derfor er det endnu mere på sin plads at flytte fokus, og få noget andet ind i hverdagen, som kan dulme noget af smerten ved at være alene. Og der kan humor være lige præcis den medicin som vi står og har brug for.
Hvordan kan vi drage fordel af et godt grin?
Åbenlyst, så er alvoren af covid-19 ikke noget som man skal spøge med. Der er mennesker der dør hver eneste dag verden over, og de personer som arbejder på hospitalerne, de knokler og gør en kæmpe indsats. En rigtig stor tak til dem.
Men vi er alle nødt til at finde hver vores måde at håndtere og tackle den usynlige fjende vi står overfor, for ellers ender det med, at vores mentale sundhed går tabt, og så er vi for alvor udfordret på den lange bane. Der er også et liv efter corona, og der skal vi altså sikre os, at vi ikke også der, skal betale en dyr pris.
For nogle er svaret et godt grin og en sund latter. Faktisk ved vi, at en god sund latter frigiver en lang række vigtige hormoner, der får os til at føle os godt tilpas og samtidig er med til at sænke vores stress-niveau.
Mange studier og undersøgelser viser faktisk, at humor er med til at forbedre både vores fysiske men også psykiske tilstand. Faktisk er der studier der viser, at humor har en evne til at skabe smertelindring, øge ens positive følelser samt reducere ens stress-niveau med helt op til 39%.
Måder at tilføje humor til dit liv
Latter er jo en nem og ikke mindst gratis øvelse, som alle og enhver kan tage i brug med det samme, så latter er i virkeligheden et meget simpelt og meget effektivt stress-værktøj, der hjælper med at løfte den mentale sundhed stort set med det samme.
Nedenfor er der nogle gode måder, hvorpå du kan få brugt latter-musklerne og komme nemmere igennem den svære tid.
Abonnener på sjove Youtube kanaler
Jeg ved ikke med dig, men når der er ”klipfiskerne” i TV, og værten Felix Smith viser det ene Youtube klip efter det andet, med sjove dyr, folk der gør de underligste ting og babyer der griner højlydt af nærmest ingenting, så sætter det i den grad gang i mine lattermuskler. Min kone forstår mig ikke, men ud af øjenkrogen kan jeg se, at hun også morer sig. Så hvis du er trist og humøret er i kulkælderen, så gå ind på Youtube og find en af disse mange sjove kanaler, og inden længe, så er dit fokus flyttet og humøret er hævet.
Hvis du abonnerer på en eller flere af disse sjove kanaler, så kommer de sjove klip løbende ind i din inbox, og så har du dem jo lige ved hånden, når der skulle være brug for et lille grin.
Se opmuntrende og sjove film på TV eller online
Gode skøre og fjollede film findes i hobetal på TV og nettet. Har du adgang til HBO, Netflix, Viasat eller andre af de utallige streaming tjenester, så har du også adgang til et væld af gode og underholdende film.
Klovn er en af mine favoritter, og bestemt ikke min kones kop the, men det er en film som i den grad kan flytte mit fokus fra dagligdagens udfordringer. Mr. Bean er en anden, og du kan sikkert selv komme på et hav af andre sjove film. Lav en filmaften derhjemme for hele familien, og få så gang i latteren. Måske man på skift kan bestemme og vælge en favorit som alle så er indlagt til at se. Lav nogle popcorn, find lidt snack frem og skab jeres egen biograftur i dagligstuen. Der skal ikke så meget til, før alle har levet sig ind i underholdningen, og det er alt andet lige bedre at gå i seng med et smil på læben og få en god nattesøvn, fremfor at skulle falde i søvn til bekymringerne for fremtiden.
Del og fortæl gamle historier
Der er ikke noget bedre, end at fortælle gamle sjove historier fra ens eget liv. Denne idé kan du bruge hjemme i families skød, eller du kan side med gode venner og bekendte på Skype, Zoom, eller FaceTime og mindes de gode gamle dage. Når jeg kigger tilbage i mit eget liv, så kan jeg finde masser af gamle og sjove oplevelser som jeg har oplevet på egen hånd eller i selskab med andre mennesker. Har du ikke dummet dig en gang eller to, eller været pinlig og gjort noget fuldstændig tåbeligt. Jeg har i hvert fald.
En god bonus gave ved at dele gamle historier med gode venner er, at det er med til at styrke de bånd vi har, og som er så vigtige for os, i forhold til at trives og ha’ det godt.
Fortæl vittigheder
Jeg er personligt ikke særlig god til at huske vittigheder, men når andre fyrer en rigtig god vittighed af, så synes jeg bare, at det er helt fantastisk, og det er i hvert fald med til at løfte mit eget humør.
På nettet findes der flere sider med jokes, som er lige til at stjæle fra, og jeg stjæler i stor stil. Problemet er bare, at når jeg så har stjålet en rigtig god vittighed, så kan jeg sjældent huske den igen, og så ender jeg med at forsøge mig med en, som jeg tror jeg kan huske, men får så ikke pointen med, og så falder det hele til jorden. Det synes andre så er rigtig morsomt, så jeg når alligevel målet, nemlig at få andre til at grine, jeg benytter mig bare af en anden metode.
Spil spil
Hvis du opholder dig derhjemme sammen med familien, er det en oplagt idé at sætte gang i brætspillene, og lave noget hvor alle i familien kan deltage sammen. Der findes i dag et utal af sjove og udfordrende spil som I kan spille sammen, og der vil ikke gå lang tid, førend de værste bekymringer i forholdt til covid-19 er glemt, eller i hvert fald lagt på hylden for en stund.
Selv de gamle spil fra dengang jeg var ung, som Matador, Ludo, Gæt&Grimasser m.m. kan engagere de fleste unge i dag, og der vil ikke gå lang tid før humøret er i top og den livlige diskussion om hvem der snyder og hvem der spille sammen er godt i gang. Det kan løfte humøret i enhver husstand.
Hvis tilfældet er, at du sidder alene og ikke har en familie at spille med og udfordre, så fat mod, for der findes en lang række online spil, som du med stor fordel også kan spille, så der er det jo bare at tage fat på dit netværk af gamle venner og kollegaer, og så bliver det en lige så sjov aften i godt selskab, blot med afstand til hinanden.
Grin af dig selv
Der er sikkert mange ting, som du gør eller har gjort, der hvis du trådte et skridt tilbage og virkelig tænkte over det, ville få dig til at grine over, hvor fjollet og sjovt det egentlig var eller er. Måske er det den måde du nogle gange får sagt ting på, overfor dem du holder af, måske har du sagt noget fjollet til din søn eller datter mens vedkommende var online med en af sine venner, måske hidsede du dig lidt for meget op, da du stod i en lang kø i supermarkedet og køen bare sneglede sig afsted, måske havde du et vigtigt Skype-møde med en stor kunde, og først bagefter opdager, at der bag dig hang et stort foto hvor du står i vandet i dine slidte badebukser og leger Tarzan. Jeg er sikker på, at du som de fleste af os, har gjort eller sagt noget, som gerne skulle i glemmebogen, men egentlig var lidt komisk når du tænker over det, og selv i dag kan fremtvinge et lille smil.
Alle laver skøre ting en gang imellem, og nøglen er, at få dig til at grine lidt af dig selv, for idet øjeblik at du griner, så vil folk omkring dig grine med, og det letter stemningen for alle og giver en rigtig god dag.
Lav en TikTok video, eller måske flere
TikTok er en af de mest populære social-media apps der findes derude. Indtil for nylig anede jeg ikke selv at det fandtes og hvad det var. Jeg havde dog hørt navnet TikTok adskillige gange fra både unge og voksne, men jeg havde ikke undersøgt det nærmere, lige indtil for nylig! Og jeg må bare sige, at det er hylende sjovt.
Hold op en selvironi og fantasi folk har, og der er mange timers træning for lattermusklerne, hvis du bare giver dig selv lov.
Måske du kan blive inspireret ved at kigge på de mange klip, og måske selv vover at optage og hoppe ud i et sjovt klip med dig selv i hovedrollen.
Latter er altså bare en god medicin, og det kan i den grad anbefales. Det skal naturligvis ikke erstatte alle de andre ting, som vi har lært for at undgå at blive smittet, men det er et fantastisk supplement, og det gør bare hverdagen nemmere at komme igennem.
Relaterede indlæg: