Mange mennesker finder det at arbejde hjemmefra meget udfordrende – specielt til at begynde med. Fra bunker af beskidt vasketøj, indkøb, rengøring til serier på TV, så er der bare rigtig mange ting, som kan fjerne fokus og distrahere.
Og står du op, iført pyjamas og sætter dig hen i sofaen med din bærbare i skødet, så skaber det bare ikke den samme motivation for at arbejde seriøst og effektivt, som hvis du tager dit normale arbejdstøj på og sætter dig ved et skrivebord hjemme eller ved spisebordet på en ordentlig stol. Det er bare ikke det samme!
Uanset om du er alene hjemme og der er stille i huset, eller du er hjemme sammen med familien og børnene leger og er højlydte, så kan det i alle tilfælde være svært at arbejde og få noget produktivt for hånden.
Heldigvis findes der nogle rigtig gode strategier, som kan hjælpe dig med at forblive motiveret, når du arbejder hjemmefra.
1. Skab struktur og lav en plan
Hvis du ikke har struktureret din dag på hjemmekontoret, kan tiden hurtigt forsvinde mellem dine hænder. Jo længere tid du er hjemme, desto større er risikoen for, at du starter senere og senere, mens du lige skal have en ekstra kop kaffe inden du starter med at arbejde. For at indhente de mistede timer om morgenen, så ender det ofte med, at du så arbejder til langt ud på aftenen, og skal du bare have lidt ud af din aften sammen med familien, så vil det også påvirke tidspunktet for hvornår du går i seng. Og det er ofte alt for sent, og så bliver det en skrue uden ende.
Eller måske lader du dig ofte forstyrre af telefonen fra en gammel ven som lige skal fortælle dig den seneste nye sladder, eller en der pludselig banker på døren og vil ind, fordi vedkommende ved at du er hjemme og lige kom forbi, og opgaver som normalt kun tager 20 minutter at ekspedere, tager nu lige pludselig 2 timer at færdiggøre, fordi dit fokus og din koncentration bliver forstyrret af mindre vigtige gøremål.
Derfor er det vigtig at have en helt klar plan for dagen og meld ud til omverdenen, at den plan er ikke til diskussion – medmindre noget for alvor brænder på.
Lav et fast tidspunkt for dagen hvor arbejdet begynder og en fast tid hvor arbejdsdagen afsluttes, og hold dig til den så godt du nu kan.
2. Skab en god arbejdsplads hjemme
Du kan hurtigt blive fristet til at arbejde fra din seng i soveværelset. Der er blødt og behageligt at sidde og den bærbare kan godt placeres sikkert i skødet. Soveværelset er bare typisk et af de mest hyggelige rum i huset, men det er altså ikke den optimale arbejdsstation.
Når du forbinder din seng med det sted du også arbejder, så kan det have en effekt på din søvn senere hen når du skal til at sove. Så bliver det sværere at falde i søvn, og en dårlig nattesøvn vil påvirke din energi og motivation den følgende dag.
Så selvom din seng måske føles som det helt rigtige sted at arbejde fra, så skab en ordentlig arbejdsstation andetsteds i huset. Køkkenbordet eller et lille skrivebord i det ene hjørne af stuen, kan være nogle rigtig gode alternativer til sengen i soveværelset.
3. Arbejd i små tidsblokke
Hvis du laver små blokke af tid i løbet af dagen, og planlægger hvad det er du skal lave og nå i disse blokke, så vil selv større opgaver føles meget mere overskuelige.
Du vil ofte opleve, at det føles meget mindre forpligtende og mere motiverende, når du fortæller dig selv, at du kun skal lave denne ene opgave eller en del af en opgave de næste 30 minutter, fremfor at tænke, at jeg skal lave 3, 4, 5 opgaver inden frokost.
Når du planlægger din tid på denne måde, vil du også helt automatisk være mere ansvarlig overfor den måde du prioriterer disse 30 minutters tidsintervaller, og dermed også undgå at forfalde til de sociale medier eller andre former for afbrydelser. Du bliver alt i alt meget mere bevidst om tid og dermed mere effektiv.
4. Begræns dine afbrydelser
Du vil måske opleve, at det kan være svært at finde tilbage på sporet til en opgave, hver gang du bliver afbrudt. Dit mindset bliver simpelthen blevet resat hver gang, og det tager som tommelfingerregel 15-20 minutter at vende tilbage til de tanker du havde inden afbrydelsen.
Derfor kan det være en god idé at sætte telefonen på lydløs og kun læse e-mails et par gange om dagen, eventuelt en gang formiddag og en gang eftermiddag. Lav en autorespons på både e-mail og telefon, at du er optaget og vender tilbage hurtigst muligt, når du er klar igen. På den måde vil du spare en masse værdifuld tid.
Hvis du arbejder hjemmefra og har børn i huset, så må du holde dem beskæftiget på den ene eller den anden måde, så de ikke forstyrre dig. Giv dem forskellige opgaver eller ansvarsområder, alt efter alder, og tjek så lige op på dem fra tid til anden.
Skab nogle helt klare regler for, hvornår det er okay at forstyrre dig mens du arbejder. De skal naturligvis kunne tage fat på dig hvis “lokummet brænder”. Anerkend og beløn dem for deres indsats når det går godt og de lever op til de regler du har sat op. Det kan være, at I sammen kan lave noget som er ekstra spændende eller sjovt, når du engang er færdig med at arbejde.
5. Øv dig på “10-Minutters reglen”
Det kan godt være svært at overtale dig selv til at gå i gang med en opgave du egentlig ikke har lyst til at lave. Hvad enten du ved, at det bliver kedeligt, frustrerende eller bare udfordrende, så er det at komme i gang bare hårdt.
En af de bedste måder at fortsætte med noget du faktisk ikke har lyst til, er at bruge “10-minutters reglen.” Sig til dig selv, at du kun behøver at arbejde på en opgave i 10 minutter. Når så de 10 minutter er gået, kan du holde en pause hvis du vil.
Ofte vil du opdage, at når de 10 minutter er gået, så vil der være en stor sandsynlighed for at du alligevel fortsætter, og så kan du jo bare sige til dig selv, at det jo bare er 10 minutter mere, og så er det tid til en pause.
Normalt er bare det at komme i gang den sværeste del. Men når du først er i gang, er det som regel nemt bare at fortsætte og holde dig kørende.
10 minutters reglen er et alternativ til at arbejde med blokke af 30 minutter, så du må selv finde ud af, hvad der passer dig bedst.
6. Beløn dig selv
Måske motiverer du dig selv bedst ved at sætte en lille gulerod op for dig selv. Du kan f.eks. beslutte med dig selv, at når du har nået X antal opgaver, eller du har færdiggjort dette eller hint, så må du godt tage et enkelt afsnit af din yndlingsserie på Netflix, og måske lige tage en ekstra tørn bagefter eller måske holde helt fri. Vi mennesker elsker at have noget at se frem til, og derfor virker tanken om en gulerod, for et stykke veludført arbejde, for de fleste af os og det øger ofte vores effektivitet.
7. Udfordre dig selv
Nogle gange kan en lille udfordring også være en stor hjælp til at holde dig kørende. For eksempel kunne du prøve at skrive et bestemt antal ord på 30 minutter. Når du så har talt sammen hvor mange det blev til på de første 30 minutter, så kunne du jo prøve at slå det antal ord i de næste 30 minutter.
Du kan også blive en hel del klogere på dig selv. Måske skriver du hurtigere når du sidder ved køkkenbordet eller måske ved bordet i stuen eller måske har du et bedre fokus lige efter frokost. At gå på opdagelse hos dig selv og finde ud af hvordan og hvornår du fungerer bedst når du arbejder, vil hjælpe dig med at indrette arbejdsdagen i hjemmet mest muligt og dermed få det mest optimale ud af dine arbejdstimer.
At blive mere bevidst om hvordan du bruger dine timer, gør dig bedre til at bruge dem fornuftigt. Og at udfordre dig selv på den ene eller anden måde, kan give dig det ekstra incitament som du måske har brug for.
8. Pas godt på dig selv
Du vil aldrig kunne præstere dit bedste hvis du er udmattet og kun overlever på den ene kande kaffe efter den anden eller indtager sukkerholdige produkter, der skal løfte dit blodsukker. Du har brug for en sund og nærende kost, masser af hvile, samt gode strategier til at passe rigtig godt på dig selv, så du til enhver tid kan præstere optimalt.
Men at møde dine fysiske, sociale og følelsesmæssige behov lige nu under covid-19, kan godt være en større udfordring end normalt. At spise sundt og varieret er ikke så nemt når der er restriktioner og forbud mod at gå på gaden og handle ind, men dog har de fleste fødevarebutikker åben, men at handle ind i små grupper, med mundbind og i butiksgange med pile i alle retninger som du skal følge, er hverken nemt eller sjovt. Og at side på Teams, Zoom eller andre platforme og have møder eller mødes med familie og venner, er bestemt ikke det samme som at sidde overfor hinanden i samme rum.
Så tag et skridt tilbage og spørg dig selv om, hvordan du kan passe endnu bedre på dig selv. I takt med at dit stress niveau måske stiger, grundet alle de begrænsninger som vi udsættes for, stiger også behovet for at passe rigtig godt på dig selv. Tænk kost, motion og søvn og tænk på hvordan du i højere grad kan fylde hverdagen med gode og positive oplevelser.
9. Eksperimentér med forskellige strategier
Du kan finde masser af online tips til hvordan du bedst arbejder hjemmefra, men som personer er vi forskellige og har forskellige behov. Det der virker rigtig godt for en person, virker måske slet ikke for en anden.
Derfor er det vigtigt at du prøver forskellige ting af og finder ud af, hvad der passer godt på netop dig. Måske finder du ud af, at du måske er mest motiveret og arbejder bedst om aftenen, eller måske er det en gang morgen træning efterfulgt af arbejdsopgaverne, der skyder dagen bedst i gang for dig, og så er det måske det der skal til for at være mest effektiv og få mest ud dagen. Du finder kun ud af det ved at prøve det af.
10. Øv dig i at kontrollere dine følelser
Al forskning viser, at vi har en tendens til at udskyde de opgaver, der vækker ubehagelige følelser i os. Hvis du eksempelvis er bekymret for at tale med din læge om et eller andet helbredsmæssigt problem, vil der være en stor sandsynlighed for, at du vil udskyde opkaldet til lægen for at få en tid. Eller hvis du er bange for, at det at lave lektier vil skabe frustration, for det plejer det måske at gøre, så vil fristelsen til at udsætte den næste opgave være rigtig stor, og du vil måske i stedet kaste dig over en eller anden god Netflix serie og se den fra start til slut.
I disse tilfælde stammer den manglende motivation ofte fra ønsket om at undgå ubehag. Og når du arbejder hjemmefra, vil der altid være en lang række af muligheder for at lave overspringshandlinger, og lave noget der er mere interessant og sjovt, end det arbejde du egentlig skulle lave og som er dit job.
Så overvej hvad det er for nogle følelser, som du prøver at undgå. Hvis du anerkender dem i stedet for at modarbejde dem, vil de føles langt mindre skræmmende. Mind dig selv om, at disse måske lidt ubehagelige følelser er nogen som du sagtens kan håndtere og sikker har håndteret før.
Derudover, mind dig selv om hvor godt du har det og hvor rart det føles, når du er færdig med en opgave eller et projekt som du er i gang med, i modsætning til den følelse du får, når opgaverne trækker ud og er svære at få færdiggjort. Denne tanke og følelse kan i mange tilfælde være nok til at motivere dig til at komme i gang, uanset om du har lyst eller ej.
Hvad betyder så alt det her for dig?
At arbejde hjemmefra kan godt være lidt af en udfordring, men hvis du nu er nødt til at arbejde hjemmefra på grund af corona pandemien, så vil det være en rigtig god idé at følge nogle af de ovenstående råd, for ikke at gøre situationen værre end den er og for at undgå at blive stresset.
Det er bestemt ikke altid lige nemt, men vær ikke hård ved dig selv, hvis produktiviteten ikke altid er i top, når du arbejder hjemmefra. Alt efter de rammer du bor og lever i, kan det for nogen være en nem opgave at arbejde hjemmefra og for andre en hel del sværere. Når alt kommer til alt, så tror jeg at de fleste ser frem til at komme tilbage på arbejdspladsen, tilbage til det ”normale” og ikke mindst møde sine kollegaer, chefer og andre face-to-face igen.