Vælg en side

De fleste af os, har nok oplevet tanken eller følelsen af, at mandag kan være rigtig svær at tænke på i forhold til jobbet, men for nogen kan den tanke eller følelse tage til og blive mere eller mindre permanent.

Hvis du har lidt for mange af disse “jeg hader mit job” dage, er du bestemt ikke alene. Det betyder så ikke, at du skal acceptere disse følelser af ubehag ved at gå på arbejde. Du behøver ikke at blive på et job, som du ikke bryder dig om. Det er livet simpelthen for kort til. Men du behøver måske endda ikke engang at skifte job, for at slippe af med den følelse af ikke at kunne lide dit job.

Måske er det bare nogle få justeringer, der skal til på dit nuværende job, der gør, at det måske ændrer tanken og følelsen af ubehag, og pludselig kan det blive et job du rent faktisk glæder dig til at møde op til mandag morgen, og måske ligger flere af disse justeringer indenfor din egen kontrol at ændre, og noget skal måske lige klappes af med din chef.

Disse step kan hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skaber en større arbejdsglæde i dit nuværende job.

Identificer hvad der er årsag til den manglende arbejdsglæde

Allerførst er det en god idé at forsøge at finde ud af hvad der ligger bag ved denne ”jeg bryder mig ikke om mit job” følelse. Forskellige mennesker oplever forskellige ting, som de ikke bryder sig om ved deres arbejde, og ofte er det sådan, at det som folk ofte bryder sig mindst om ved deres arbejde, også ofte er de ting som er med til at skabe stress.

Ubalance i forhold til krav og ressourcer

Hvis du er overkvalificeret til dit arbejde, vil du hurtigt komme til at kede dig og mangle mening og indhold i jobbet. Hvis forventningerne til dig fra dine omgivelser er for høje, vil du derimod hurtigt føle dig overvældet og mindre værd. Uanset om det er den ene model eller den anden, kan disse følelser hurtigt skabe stress, og lysten til jobbet forsvinder ganske langsomt.

Oplevelsen af ikke at have kontrol

Generelt, så har vi mennesker et behov for at opleve en vis form for kontrol over de ting som sker i vores liv, og det gælder i særdeleshed de ting som sker på jobbet. Hvis du føler, at du ikke har kontrol over de ting som sker på jobbet, vil du opleve hverdagen på jobbet en del mere stressende. Blot det, at have en lille fornemmelse af kontrol over hverdagen på jobbet, kan ændre den måde du oplever hverdagens små udfordringer eller stresskilder på.

For meget pres

Er der store konsekvenser forbundet med at lave fejl på jobbet? Mange mennesker har den opfattelse, at det er de mange timer på jobbet, der er med til at skabe stress, og selvom jeg absolut ikke vil anbefale dig, at du lever det meste af dit liv på jobbet, så er det faktisk mere det pres og de forventninger, der er i de timer du er på jobbet, som er årsag til den største del af vores stress. Tingene går bare for stærkt mange steder, og mange medarbejdere løber mere end de går, og løber efterhånden tør for energi.

Manglende anerkendelse

Bliver du anerkendt for dine præstationer på jobbet? Bliver du belønnet tilstrækkeligt for dit hårde arbejde? Hvis ikke det er tilfældet, så kan det blive vanskeligt at holde motivationen over tid. Vi har alle et behov for at vide, at det vi udretter på jobbet, bliver værdsat og skaber værdi.

Sådan håndteres utilfredshed på jobbet

Nogle gange er den bedste løsning simpelthen bare at finde et nyt job. Men at holde op her og nu, er måske ikke den bedste løsning for dig. Hvad enten dit mål er at blive i virksomheden i lang tid eller længe nok til at finde dit næste gode job, så vil en indsats fra din side i forhold til at reducere stress og øge din jobtilfredshed i det nuværende job, være en god investering på både den korte bane og på sigt.

Sæt dine styrker i spil

For at kunne nyde dit job optimalt, er det vigtigt, at du bliver udfordret på den helt rigtig måde og i de rigtige mængder – ikke for meget og ikke for lidt. Derudover er det også bedst, at du bliver udfordret på de områder hvor du allerede er stærk og hvor du naturligt klarer dig godt. Tal med din chef om at tilpasse dit ansvars- og arbejdsområde med dine styrker. Tilbyd også dig selv i forhold til at påtage dig nye ansvarsområder som kan skabe værdi for virksomheden – ting der falder dig naturligt og som du er god til – og vurder om de arbejdsområder, som måske kan stresse dig fra tid til anden, måske løses bedst af en kollega, som måske er bedre til netop dette arbejdsområde.

Tænk over hvilke forandringer i dit job, der måske kan gøre dig til en endnu bedre medarbejder og skabe endnu større værdi for virksomheden, og tal med din chef, om det er muligt for dig at tilpasse og optimere din arbejdssituation. Det er ikke sikkert, at du får alt det som du beder om, og måske er det et nej fra din chef, men du har nu selv taget ansvar for at gøre arbejdsdagen bedre og mere kan du ikke gøre.

Find og opsøg spændende oplevelser udenfor jobbet

Hvis du ikke kan finde noget på jobbet, som får dig til at føle dig tilfreds eller motiveret, så prøv at se om der er noget uden for jobbet, som kan give dig denne følelse af glæde eller tilfredshed. Meld dig som frivillig for en sag du brænder for. Meld dig til et kursus med en god ven eller veninde og lær noget spændende og interessant. Planlæg en weekend-udflugt i selskab med nogle gode venner eller besøg en ven eller veninde, som du ikke har set i lang tid. Husk – at livet handler om meget mere, end blot det at gå på arbejde.

Start din dag på den rigtige måde

En god mental morgen rutine, kan gøre underværker i forhold til at få en god start på dagen. Sørg for, at du har haft en rigtig god nats søvn, før du går i gang med den første aktivitet. Sørg for at du også har tid til bare at være dig. Måske du har brug for at læse dagens avis og nyheder i ro og mag. Måske det er at se nyhederne på TV uden forstyrrelser. Måske det er at lave dine mindfulness øvelser i et lokale for dig selv, til at få ro og balance indenbords i kroppen. Hvad det end er for dig, der gør dig godt og som giver en god start på dagen, skal du prioritere. Måske du kunne lytte til en god lydbog på vej til jobbet, der gør at humøret og energien er i top, når du træder ind ad døren på kontoret.

Husk at belønne dig selv

Når tingene bliver svære på jobbet, så mind dig selv om, hvorfor du startede i dette job på denne arbejdsplads til at starte med. Hold fokus på hvilken gevinst du får eller plejede at få, på netop denne arbejdsplads eller i dette arbejde. Hvis du har det svært, så se om du ikke kan finde et par ekstra måder at belønne dig selv på, sidst på dagen, som en belønning for en god dags arbejde. En belønning kan være noget så simpelt som at forkæle dig selv med din yndlingsret til aften, eller en aktivitet som du nyder at slappe af med eller en god aften i selskab med nogle dejlige venner.

Øv dig i at have en bedre indre dialog

Hvis du har besluttet dig for, at det er tid til at finde et nyt arbejde, så mind dig selv om, at din nuværende arbejdssituation kun er midlertidig. Gør dit bedste for at erstatte negative tanker med en positive selv-snak. Nogle gange kan selv et simpelt skifte i din måde at tænke på, være med til at reducere den stress, du måske oplever i livet, og dermed have en stor effekt på den måde du har det på.

Grin af det

At kunne finde humoren i en stresset situation, kan vende en stress faktor om til at blive en stress lindring, eller som minimum fjerne den effekt en stressfaktor kan have. Hurtige stress reducerende handlinger kan være et fantastisk første forsvarsværn imod kronisk stress. Det kan hjælpe dig med at lukke ned for kroppens naturlige stress respons og give dig mulighed for at agere på en mere rolig og afslappet måde, når du på jobbet står overfor eventuelle udfordringer.

Det gode grin har i mange år været en yderst anbefalet måde at møde udfordringer på i svære tider, og det er bestemt ikke altid lige nemt, men det virker og reducerer din stress og holder dig sund på den lange bane.

Latter reducerer niveauet af stress-hormoner såsom kortisol og adrenalin og øger samtidig niveauet af det vigtige og sundhedsfremmende hormon endorfin. Et godt grin forbinder også mennesker på en ganske særlig og positiv måde, og socialt samvær og støtte er et godt middel til at reducere stress. Så tag i biografen med en du holder af, gå på café med en gruppe gode venner eller find noget som I sammen kan grine af. Latter og samvær med gode mennesker er den bedste form for medicin i forhold til at forebygge stress, og du behøver ikke engang at opsøge egen læge, for at få en recept på det gode grin.

Ha’ fokus på stress-håndtering

Hvis du har fokus på at passe på dig selv på jobbet, vil du med stor sandsynlig kunne håndtere diverse stress faktorer, der måtte opstå meget nemmere. Find en måde hvorpå du kan udøve en form for motion som passer til dig, hvad enten det er at tage en cykeltur alene eller med en ven, en god løbetur eller en anden form for motion hvor du får pulsen op. Lær at meditere og gør det fast hver dag eller nogle gange om ugen.

Der findes en hel del forskellige og ganske fine apps som du kan downloade, som vil gøre det rigtig nemt for dig, at skabe de rutiner der skal til, uden at det kommer til at forstyrre hverdagens andre vigtige gøremål.

Lær at praktisere åndedrætsøvelser. Det kan du gøre hvor som helst når som helst. Selv foran dit skrivebord på jobbet kan du lave disse øvelser, uden at nogen vil fatte mistanke og tænke at du er lidt skør.

Åndedrætsøvelser giver ilt til hjernen, hvilket får dig til at huske bedre, indlære nemmere samt træffe bedre beslutninger, hvilket kan være lidt udfordrende hvis din hjerne er lukket ned.

Få hjælp

Sørg for at have støtte og opbakning i dit liv. Overvej om du kan stable et netværk af gode kollegaer, som er med på at støtte, rose og anerkende hinanden i hverdagen, både når det går godt, men også når der måtte være udfordringer i farvande. På samme måde kan du skabe en god netværksgruppe udenfor jobbet blandt venner og familie hvor I på samme måde kan støtte og hjælpe hinanden. Disse grupper kan have stor værdi for dit humør og energi i hverdagen.

Endelig, hvis du føler dig overvældet og ikke i stand til at håndtere hverdagens udfordringer, så tal med en professionel. Du behøver ikke at stå med udfordringerne alene.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, har lavet en rigtig god model for, hvordan du trives og motiveres på jobbet, som hedder De 6 Guldkorn. Du kan gå ind og google denne model og holde den op imod det job som du har i dag, og hvis du ikke trives i det nuværende job, kan modellen ret hurtigt give dig et fingerpeg om, hvor det er, det ikke fungerer.

Det giver dig jo så en mulighed for, i samarbejde med din nærmeste chef, at sætte ind på den eller de af De 6 Guldkorn som ikke fungerer, og så lave en plan for at rette op.